Kan GLP-1 påvirke andet end vores appetit?

Originalartikel:

Once-weekly semaglutide versus placebo in patients with alcohol use disorder and comorbid obesity: a randomised, double-blind, placebo-controlled trial

Et dansk studie fra maj 2026 undersøgte mennesker med fedme og moderat til svær alkoholafhængighed for at se, om deres alkoholforbrug ændrede sig under behandling med semaglutid.

Sammenlignet med placebo havde deltagerne på semaglutid færre dage med meget højt alkoholindtag. Når de drak, indtog de også mindre alkohol per drikkedag, og deres trang til alkohol blev reduceret.

Et amerikansk studie har siden fundet et lignende mønster – denne gang med semaglutid i pilleform. Også her blev antallet af dage med stort alkoholindtag reduceret, ligesom deltagerne drak mindre på de dage, hvor de drak.

Studierne er interessante, fordi de rejser muligheden for, at GLP-1-systemets betydning ikke er begrænset til sult og mæthed.

GLP-1-receptorer indgår i de kredsløb i hjernen, som er involveret i belønning, motivation og dopaminerg signalering. Derfor kan vi spørge os selv:

Hvis vi med medicin kan dæmpe trangen til mad og alkohol, kan vi da også utilsigtet komme til at dæmpe andre former for lyst og motivation?

Kunne GLP-1-behandling i yderste konsekvens gøre nogle mennesker mindre interesserede i de ting, de tidligere fandt glæde ved? Mindre motiverede? Mindre ambitiøse?

Der findes enkelte kasuistikker om depression, nedsat motivation og anhedoni-lignende symptomer under behandling med semaglutid. I 2026 blev der desuden beskrevet tre kvinder behandlet med højdosis tirzepatid, som oplevede følelsesmæssig affladning, mindre glæde ved tidligere aktiviteter og nedsat motivation. Symptomerne svandt efter dosisreduktion.

Kasuistikker kan imidlertid ikke fortælle os, hvor hyppigt fænomenet forekommer – eller om lægemidlerne overhovedet var årsagen.

Den kontrollerede forskning på området peger i forskellige retninger.

I et randomiseret studie fra 2026 undersøgte forskere 72 mennesker med depression og BMI ≥25. Her blev deltagernes motivation blandt andet undersøgt ved at måle, hvor meget fysisk arbejde de var villige til at udføre for en potentiel belønning.

Resultatet var, at deltagerne behandlet med semaglutid, blev mere villige til at yde en indsats, når den forventede belønning var tilstrækkelig stor.

GLP-1 synes derfor ikke blot at slukke vores motivation.

En fartbegrænser på belønningssystemet?

En interessant ledetråd kommer fra dyreforsøg.

I et forsøg blev rotter eksponeret for kokain, hvilket normalt medfører en kraftig stigning i dopamin.

Men da rotterne var behandlet med semaglutid blev stigningen i dopamin dæmpet. Samtidig var dyrenes indtag af kokain og deres motivation for at opsøge stoffet dæmpet.

Forsøget giver anledningen til følgende arbejdsmodel:

Måske fungerer GLP-1 til en vis grad som en fartbegrænser på belønningssystemet.

Det normale belønningssignal behøver ikke forsvinde. Men de meget kraftige signaler, som kan være med til at omdanne lyst til craving og craving til afhængighedsadfærd, bliver måske dæmpet.

Det kunne være en del af forklaringen på, hvorfor GLP-1-baserede lægemidler er så effektive mod overspisning – og hvorfor mennesker med alkoholafhængighed i de første kliniske forsøg ser ud til at få færre episoder med stort alkoholindtag.

Foreløbig er det blot en fascinerende hypotese. Det er endnu ikke bevist hos mennesker.

Et mere kompliceret lægemiddel end først antaget

Der begynder således at tegne sig et billede af GLP-1 som noget mere end et simpelt mæthedssignal.

Behandlingen påvirker mave-tarm-systemet, appetitten og energiindtaget, men GLP-1-systemet kommunikerer også med hjernens belønningssystem.

Samtidig skal vi huske, at årsag og virkning kan være vanskelige at skille ad.

En person, som taber 15 eller 20 procent af sin kropsvægt, får måske mere energi, større bevægelighed, bedre metabolisk sundhed og større tro på egne evner. Det kan i sig selv påvirke motivation og handlekraft.

Omvendt kan et meget stort kalorieunderskud, tab af muskelmasse eller en for høj lægemiddeldosis tænkes at påvirke velbefindendet negativt.

Vi ved derfor endnu ikke præcist, hvor meget af lægemidlernes effekt skyldes selve GLP-1-receptorstimulationen, og hvor meget der skyldes de omfattende fysiologiske forandringer, som behandlingen medfører.

Jyske Ås Lægeklinik mener

GLP-1-baserede lægemidler er effektive, men komplekse lægemidler. De påvirker ikke brugerens vægt, men potentielt også appetit, spiseadfærd, belønning og motivation – direkte eller indirekte.

Derfor mener vi, at et godt tillidsforhold mellem læge og patient er vigtigt under behandlingen.

Efterhånden som millioner af mennesker behandles med disse relativt nye lægemidler, kan vi opdage virkninger og bivirkninger, som ikke blev tydelige i de oprindelige kliniske forsøg. Kontroller bør derfor ikke kun handle om kilogram, BMI og taljemål. Man bør også spørge til ernæring, fysisk funktion, træning og frem for alt trivsel og ændringer i patientens hverdag.

Det er en af årsagerne til, at vi i Jyske Ås Lægeklinik har valgt:

Ikke at basere vores vægttabsbehandling på onlinekonsultationer.

Fordi lægemidlerne er så potente som de er. Og fordi deres effekt ikke er fuldt afdækkede endnu, er vi nødt til at kende vores patienter, og kunne sidde ansigt til ansigt med dem.

Vi foretager en grundig helbredsundersøgelse før behandlingsstart, og vi afsætter af tid til løbende kliniske kontroller.

Vores mål er patienter som:

• Taber den nødvendige vægt
• Bliver metabolisk sundere, bevarer deres fysiske funktion
• – Og får mere, ikke mindre, mod på livet.

Christian Rosenfeldt Christoffersen

Læge