Udredning for testosteronmangel

I Jyske Ås Lægeklinik følger vi udviklingen inden for testosteronbehandling tæt.


Interessen for testosteronbehandling (TRT) er steget markant de seneste år. Samtidig tyder forskningen på, at testosteronniveauet hos mænd i den vestlige verden har været faldende gennem flere årtier. Årsagen er endnu ikke fuldt klarlagt. Fedme spiller sandsynligvis en væsentlig rolle, men nyere forskning peger på, at udviklingen næppe kan forklares af fedme alene. Livsstil, metabolisk sygdom, søvn, fysisk inaktivitet og muligvis miljøpåvirkninger kan også bidrage.


Testosteron er et af de vigtigste hormoner for mænds sundhed. Vedvarende lave niveauer kan være forbundet med nedsat energi, lav libido, erektil dysfunktion, tab af muskelmasse og styrke, nedsat knoglesundhed, depressive symptomer og øget risiko for metabolisk sygdom. Samtidig kan overvægt, type 2-diabetes og andre kroniske sygdomme selv føre til et fald i testosteronniveauet. For mange mænd bliver der derfor tale om en ond cirkel, hvor dårlig metabolisk sundhed og lavt testosteron forstærker hinanden.


Et stort amerikansk studie, TRAVERSE, har bidraget med vigtig ny viden. Hos mænd med dokumenteret testosteronmangel fandt man ikke en øget risiko for større hjerte-kar-hændelser eller prostatacancer i den undersøgte opfølgningsperiode. Det har øget interessen for TRT, men ændrer ikke ved, at behandlingen fortsat kræver omhyggelig udvælgelse af de rigtige patienter.


Testosteronbehandling kan være den rigtige løsning for nogle mænd, men den er hverken enkel eller uden ulemper.


Udredningen bør være grundig og omfatter typisk gentagne morgenmålinger af testosteron, hormonprøver, en klinisk vurdering og en systematisk gennemgang af mulige årsager. Hvis der findes reversible årsager – eksempelvis svær overvægt, type 2-diabetes eller søvnapnø – bør disse som udgangspunkt behandles først.


For de fleste patienter er testosteronbehandling et langvarigt og ofte livslangt behandlingsforløb. Behandlingen kræver regelmæssige kontroller med blodprøver og klinisk opfølgning. Samtidig hæmmer TRT kroppens egen testosteronproduktion og reducerer sædproduktionen, hvilket gør fertilitetsønske til en vigtig del af den indledende vurdering.


Hos mænd med fedmerelateret, funktionel hypogonadisme vil et betydeligt vægttab ofte føre til en naturlig stigning i testosteronniveauet. Samtidig reduceres risikoen for bivirkninger, herunder øget omdannelse af testosteron til østrogen. Derfor vil behandling af den metaboliske sygdom i mange tilfælde være førstevalg.


Jyske Ås Lægeklinik tilbyder på nuværende tidspunkt ikke testosteronbehandling.

Vi tilbyder derimod en grundig udredning af mænd med mistanke om testosteronmangel gennem vores helbredsundersøgelse. Formålet er at identificere de mænd, som har behov for yderligere udredning eller behandling, rådgive om reversible årsager og – hvis der er indikation – henvise til en klinik med særlig erfaring inden for testosteronbehandling.


Hvis du er bekymret for dit testosteronniveau eller oplever symptomer på testosteronmangel, er en grundig helbredsundersøgelse et godt sted at begynde.


Ring eller skriv til os for en uforpligtigende samtale. Eller book en tid til Helbredsundersøgelse alternativt Forsamtale til medicinsk vægttab.