SELECT: Hvad er konsekvensen ved at behandle i forhold til at lade være?
Originalartikel:
Semaglutide and Cardiovascular Outcomes in Obesity without Diabetes
The New England Journal of Medicine, 2023.Jeg har fint styr på mit blodtryk og mit kolesteroltal gennem medicin. Så hvorfor skulle jeg tabe mig i vægt?
Mange mennesker med overvægt har kæmpet med vægten gennem store dele af deres liv.
En del patienter tager allerede flere tabletter hver dag for at holde blodtryk og kolesteroltal under kontrol. Kommer vi som læger til at komplicere deres liv yderligere ved blot at tilføje endnu et præparat til receptlisten?
For at besvare det spørgsmål må vi se på de studier, der undersøger, hvilken effekt medicinsk vægttab faktisk har på patienternes helbred, og hvad konsekvensen er af ikke at behandle.
SELECT-studiet undersøgte risikoen for hjerte-kar-hændelser hos personer med overvægt eller fedme uden diabetes, men med etableret hjerte-kar-sygdom.
Patientgruppen var allerede ved studiets start ganske syg. Alle havde mindst én form for hjerte-kar-sygdom, omkring to tredjedele havde prædiabetes, og det gennemsnitlige BMI var 33,3 ± 5,0. Langt de fleste fik allerede standardbehandling med blandt andet kolesterolsænkende medicin, blodtrykssænkende medicin og blodfortyndende behandling.
Patienterne blev randomiseret til enten semaglutid eller placebo og fulgt i knap fire år, mens forskerne registrerede forekomsten af alvorlige hjerte-kar-hændelser.
I løbet af studieperioden fik 8,0 % af patienterne i placebogruppen en alvorlig hjerte-kar-hændelse, mens det samme gjaldt for 6,5 % af patienterne, der fik semaglutid.
Tallene kan fortolkes på flere måder.
Man kan vælge at fokusere på den absolutte risikoreduktion på 1,5 procentpoint. Man kan også fremhæve, at den relative risiko for en alvorlig hjerte-kar-hændelse blev reduceret med næsten 20 %.
Det er dog vigtigt at forstå, hvad tallene dækker over. Resultaterne omfatter både patienter, der gennemførte behandlingen, og patienter, som stoppede tidligt af den ene eller den anden årsag.
SELECT beskriver derfor gennemsnittet af en bred patientgruppe. Den enkelte patients gevinst kan være større eller mindre afhængigt af den samlede hjerte-kar-risiko, graden af vægttab og evnen til at fastholde behandlingen over tid.
Hos mange patienter forbedres blodtryk, lipidprofil, blodsukker og fedtophobning i leveren i takt med vægttabet. Det kan på sigt reducere behovet for anden medicin, men det er individuelt og bør altid ske under lægelig kontrol.
Jyske Ås Lægekliniks vurdering
Forebyggelse er bedre end behandling.
I den ideelle verden blev mennesker aldrig overvægtige, før de udviklede hjerte-kar-sygdom. Havde vi en krystalkugle, ville vi sandsynligvis hellere forebygge den metaboliske sygdom tidligt i livet end at behandle konsekvenserne med stadig flere lægemidler mange år senere.
SELECT er i virkeligheden ikke kun et studie om semaglutid.
Det er et studie om, hvad der sker, når man forsøger at behandle en del af den underliggende sygdomsproces i stedet for alene dens konsekvenser.
- Statiner sænker LDL-kolesterol.
- ACE-hæmmere sænker blodtrykket.
- Blodfortyndende medicin reducerer risikoen for blodpropper.
Semaglutid og andre incretin-peptider reducerer appetitten og gør det lettere for mange patienter at opnå et betydeligt vægttab. Det kan forbedre en række metaboliske risikofaktorer, som bidrager til udviklingen af hjerte-kar-sygdom.
Hverken blodtrykssænkende medicin, statiner eller blodfortyndende medicin forbedrer i sig selv insulinfølsomhed, den metaboliske belastning, kroniske knæsmerter, åndenød eller den nedsatte livskvalitet, som mange mennesker med svær overvægt oplever.
Det gør incretin-peptider heller ikke per se. Men hvis behandlingen fører til et varigt vægttab, kan den være med til at mindske mange af disse problemer og give patienten mulighed for at leve et sundere og mere aktivt liv.
Hvis vi kan forebygge eller vende den metaboliske belastning tidligere i livet, kan målet være, at færre mennesker overhovedet får brug for omfattende polyfarmaci senere i livet.
Christian Rosenfeldt Christoffersen
Læge